Grundejerforeningen for Folmer Larsensvej og Stormlyvej
Ordinær generalforsamling, 7. september 2024 kl. 12, Højby aktivitetscenter
Fremmødte: FLV1B, FLV5, FLV11, FLV12, FLV18, FLV24, SLV2, SLV4, SLV6 – I alt 13 personer. Ingen fuldmagter.
Referat følger i det store og hele dagsordenen, nedenfor markeret i fed skrift.
Efter et hyggeligt frokosttraktement, og med kaffe i kopperne og kage på tallerkenerne, lagde vi ud med:
1. Velkomst til nye såvel som gamle beboere, præsentation
Velkomst ved Frank (FLV11). Den traditionelle præsentation af os fremmødte foregik uden de store overraskelser...
2. Valg af dirigent
Frank blev valgt uden afstemning.
3. Valg af referent
Martin (SLV6) blev valgt uden afstemning.
4. Godkendelse af dagsorden
Dagsorden blev godkendt uden protester.
5. Formandens/bestyrelsens beretning
Frank gennemgik beretningen, indsat som “bilag” nedenfor. Beretningen blev godkendt uden spørgsmål og uden afstemning.
6. Aflæggelse af regnskab
Niels Erik (FLV12) gennemgik regnskabet, som udleveret på generalforsamlingen og revideret af Inge-Berete (FLV11). Regnskabet blev godkendt uden afstemning. Bemærk at udgiften til hjertestarter (placeret ved Nyrup købmand) fremadrettet bortfalder da Jesper købmand har tilbudt at stå for driften af denne – den anden hjertestarter (placeret i carport ved Henriks Allé 2) fortsætter uændret. Bemærk også at det nuværende overskud på foreningens konto især skyldes at vi har været heldige med vejret, så planlagte grusaktiviteter har kunnet udskydes.
7. Budget for indeværende år samt næste år
Niels Erik gennemgik budgetter, som udleveret på generalforsamlingen. Budgetterne blev godkendt uden afstemning. I forhold til vejgrus ser det ud som om vi kan nøjes med en lille top-up her i 2024, men at vi så nok skal regne med en større omgang i 2025. Dog bliver stikvejen (FLV1-5) ganske hårdt ramt når det regner – vi blev enige om at være opmærksomme på problemet, i påkommende tilfælde at søge råd og vejledning f.eks. hos vognmanden som leverer og udlægger grus, men indtil videre at afvente og se om f.eks. dræningsprojekter på Stormbakkevej kan afhælpe problemerne ved at give bedre afvanding også fra vores side af hækken.
8. Fastsættelse af kontingent, gebyrer, honorarer mv. for efterfølgende år
Bestyrelsen foreslog at fastholde det årlige kontingent på uændret 400 kr. pr. medlem.
Bestyrelsen foreslog fremadrettet at indføre et gebyr for besvarelser af ejendomsmæglerhenvendelser (f.eks. i forbindelse med huskøb) på 300 kr.
Forslagene blev godkendt uden afstemning.
9. Indkomne forslag, herunder vejdag 2025
Bestyrelsen foreslog at afholde vejdag lørdag 5. juli 2025, og næste generalforsamling lørdag 6. september 2025. Detaljer følger når vi nærmer os. Vedtaget uden afstemning.
10. Valg af medlemmer til bestyrelsen samt revisor og suppleanter til bestyrelsen samt revisorsuppleant.
Det meste af bestyrelsen genopstillede, på generalforsamlingen opstillede(s) desuden Frauke (SLV4). Uden afstemning, men med applaus, blev bestyrelsen derfor: Frank (FLV11, formand), Niels Erik (FLV12, kasserer), Line (FLV18), Frauke (SLV4), Martin (SLV6), Helle (FLV4, suppleant), Claus (FLV8, suppleant).
Ane-Marie (FLV1B) godtog valg til revisor, mens revisorsuppleantposten pt. er ubesat (hvilket er i overensstemmelse med vedtægterne).
11. Evt.
Bestyrelsen har undersøgt muligheden for i samarbejde med andre grundejerforeninger at foreslå en nedsættelse af hastighedsgrænsen på Klintvej fra 60km/t til f.eks. 50km/t. Det virker til at være svært at få de andre grundejerforeninger med i en bred front, det blev på generalforsamlingen foreslået i stedet at søge samarbejde med f.eks. efterskolen.
Og apropos hastighed, der bliver stadig indimellem kørt stærkt også på vores egne små veje, nok især af gennemkørende der jo bare skal videre. Line (FLV18) og Martin (SLV4) vil kigge på forskellige muligheder for vejbump, så vi er forberedte hvis det bliver nødvendigt.
Fra badebrolaugets generalforsamling blev det refereret at der dér arbejdes på at opsætte “mågesnore”, og at der er planer om via købmand Jesper at tilbyde postkasseklistermærker så man kan skilte med at man er medlem af lauget.
Martin (SLV4) oplyste til applaus at han arbejder på at friske farver på vejskilte i enderne af Folmer Larsensvej og Stormlyvej op.
To fif fra den digitale verden – Line (FLV18) har gode erfaringer med app’en “regnspotter”, og Martin (SLV6) har haft sjov med krak.dk’s mulighed for at vise luftfotos (taget af Royal Air Force i 1954) af vores dejlige område.
Generalforsamlingen sluttede i god ro og orden kl. 14.15.
Formandens/bestyrelsens beretning
Velkommen til generalforsamling 2024 i grundejerforeningen FLV/SLV
Året der er gået siden generalforsamlingen den 13. maj sidste år har budt på afsked med gamle beboere, og vi siger velkommen til nye!
Lone og Jan på SLV 1, Rasmus på SLV 5, de nye ejere FLV 1a, Tine og Henrik FLV 10, Jesper-Max på FLV 14!
Foreningen har i den forbindelse været behjælpelig med at oplyse ejendomsmæglere om eventuelle kontingentrestancer og nærmere oplysninger om og dokumenter vedr. foreningen, dens vedtægter, generalforsamlingsreferater, regnskab, udfyldelse af skema. Dette har vi i overensstemmelse med praksis gjort uden beregning af gebyr fra ejendomsmægleren.
Vi har opfyldt lovkrav om at afgive nærmere oplysninger om foreningen, bestyrelsesmedlemmerne og vores identitet mv. til banken (Dragsholm Sparekasse) via den portal banken benytter til dette formål, Unioo. Lovkravet er begrundet i ønsket om at bekæmpe hvidvask og omfatter alle slags virksomheder og foreninger, store som små, kommercielle såvel som frivillige såsom vores.
Vi har afholdt vejdage med start på FLV 11 i starten af juli sidste år såvel som i år. Begge fælles arbejdsdage har været nyttige, hyggelige og samtidig opgaveorienterede, hvor vi har fået noget fra hånden i form af udfyldning af huller i vejen med grus fra bunken, synliggørelse af vejskilte, hjælp til beboere der ønskede dette, med frigørelse af vejareal og vejrabat.
Vi har holdt bestyrelsesmøde ifm vejdag sidste år, men har ellers klaret løbende sager pr. mail eller ved personlig kontakt.
Tak til alle medlemmer og bestyrelsesmedlemmer og de aktive på vejdagene.
En særlig tanke til og tak til foreningens tidligere kasserer, Bent Høgh, der tidligere i år afgik ved døden. Vi vil gerne, hvis du kunne høre os, sige dig tak for din indsats, Bent, og en særlig varm tanke til Ane-Marie og til hele familien på FLV 1B.
Den afgående bestyrelse består af Frank Østergaard (formand, sekretær), Martin Galster (næstformand), Niels Erik Birkbak (kasserer), Line Glargaard (bestyrelsesmedlem), Claus Paaske (bestyrelsesmedlem), Helle Gundersen (suppleant). Uden for bestyrelsen har Inge-Berete Moltke Østergaard været revisor og referent.
Så mange var ordene. Tak for ordet. God generalforsamling til alle.