Grundejerforeningen for Folmer Larsensvej og Stormlyvej
Bestyrelsesmøde, 7. september 2024 kl. 10, Højby aktivitetscenter
Deltagere: Frank, Line, Niels Erik, Martin (referent)
Hovedsageligt forberedelser til generalforsamlingen:
Først en snak på baggrund af vedtagelsen af ordensregler forrige år:
• Afsnittet om støj fra motoriserede redskaber blev vi enige om er formuleret så det levner tilpas rum for fortolkning – det sætter passende grænser uden at være rigidt.
• Omkring trafik og (for høj) hastighed, hvor skilte og formaninger ikke altid har hele den ønskede effekt. Hvis problemet vokser sig stort nok kan vi overveje f.eks. bump eller chikaner, og som forberedelse i den retning vil Line kigge på typen af vejbump ude på vejen ned til Sonnerup skov næsten ude ved Lumsås.
Herefter en gennemgang af generalforsamlingsdagsordenen, især omkring budget og regnskab:
• Niels Erik fortalte at ansvaret for hjertestarteren (som vi tidligere har støttet økonomisk) oppe ved købmanden nu er overtaget af Jesper købmand, så den udgift forsvinder fremadrettet.
• I forhold til vejgrus (foreningens væsentligste aktivitet og udgift...) ser det ud som om vi kan nøjes med en lille top-up her i 2024, og så skal vi nok regne med den helt store omgang i 2025. De budgetterede 13.000 kr til en stor omgang er måske i underkanten, vores erfaringer er flere år gamle, men bl.a. derfor er der jo penge på kontoen også til en mindre stigning i gruspriserne.
• Hidtil har ejendomsmæglere, i forbindelse med køb/salg, gratis fået oplysninger om f.eks. kontingentrestancer – det vil vi foreslå generalforsamlingen at ændre til et gebyr på 300 kr som vist er temmelig normalt.
• Foreningen årlige kontingent vil vi foreslå at fastholde på 400 kr pr. medlem – som sædvanligt kan vi f.eks. på generalforsamlingen næste år se på om kontingentet kan sættes ned, men det er altså rart at have en økonomisk buffer hvis der pludseligt kommer regnskyl som kræver akut grusindsats.
Til slut lidt kalendergymnastik – vi forslår næste vej/grusdag lørdag 5. juli 2025, og næste generalforsamling lørdag 6. september 2025.