Bestyrelsens/ formandens beretning til generalforsamlingen i Grundejerforeningen Folmer Larsensvej / Stormlyvej den 5.9.2026
Indkaldelse er udsendt med tre ugers varsel på mail, i facebookgruppen og har stået på vores hjemmeside www.folmerlarsensvej.dk
Velkommen til generalforsamling!
Vi er 31 matrikler, 28 kontingentbetalende i 2026, en enkelt beboer betaler trods flere henvendelser ikke kontingent. De to sidste matrikler er ubeboede og opkræves derfor ikke kontingent.
I oktober 2025 blev der lagt grus ud, hvilket især var påkrævet på de skrånende dele af vore veje, dvs. på Folmer Larsensvej nærmest Klintvej, på Folmer Larsensvejs lille stikvej mod nord og på Stormlyvej, især nærmest Stormbakkevej.
Vi havde en vellykket vejdag lørdag den 20.6. hos Martin fra SLV6, vi fik klippet ud til vejen og fyldt huller op med grus, mange tak til Martin i nr. 6 for husly, lækker kringle mm., og også mange tak til Martin fra SLV4 der ufortrødent knoklede på mens vi andre fik afsluttet snakken / planlægningen.
Vi har fornyet domæne og simply.com til hjemmesiden.
Brugernavn og kode til brug især til at tilgå medlemslisten på hjemmesiden kan fås ved henvendelse til formanden, øvrige oplysninger på hjemmesiden folmerlarsensvej.dk kan tilgås åbent uden brugernavn og password.
En del beboere og medlemmer af vores forening er med i Facebookgruppen for Folmer Larsensvej/ Stormlyvej som fungerer og p.t. har 24 medlemmer. Hvis man som medlem af foreningen ønsker at være med i facebookgruppen, kan man blot henvende sig til formanden herom.
Der er indkommet et ændringsforslag til vedtægterne. Formålet med forslaget der fremsættes af Frank, er at lukke den kattelem der er i vedtægterne med deres nuværende formulering som uheldigvis åbner mulighed for at unddrage sig betaling af kontingent hvilket man som grundejer på vore to veje ellers i følge tinglyst servitut fra 1960 er forpligtet til.
Forslag til kontingent: bestyrelsen foreslår en kontingentnedsættelse fra 400 kr. til 300 kr. i 2027, da foreningens økonomi er sund, og da der står en tilpas stor sum som buffer på kontoen til at kunne dække en ekstra omgang grus i tilfælde af kraftig regn eller skybrud, og da det ikke er meningen at foreningen skal akkumulere en større formue.
Forslag til dato for vejdag 2027: lø den 19.6.
Forslag til dato for generalforsamling 2027: lø den 4.9.
Bestyrelsesarbejdet er varetaget via mails og et enkelt fysisk møde forud for generalforsamlingen.
I bestyrelsen valgtes/genvalgtes sidste år Frank Østergaard (formand, FLV 11), Martin Galster (vistnok næstformand, helt sikkert SLV 6), Niels Erik Birkbak (kasserer, FLV 12), Line Glargaard (bestyrelsesmedlem, FLV 16-18), Frauke Boecking (bestyrelsesmedlem, SLV 4), Claus Paaske (FLV 8) og Helle Gundersen (FLV 4), begge de to sidstnævnte valgtes som suppleanter i 2024.
Revisor er Ane-Marie Høegh (FLV 1B). Der blev ikke på generalforsamlingen sidste år valgt nogen revisorsuppleant.
Alle fem i bestyrelsen modtager genvalg.
På bestyrelsens vegne
Frank
FLV11
formand
