Referat af ordinær generalforsamling i grundejerforeningen Folmer Larsensvej og Stormlyvej d. 19. september 2020, kl. 14-16.15
Generalforsamlingen blev afholdt i Vig aktivitetscenter, Møllevej 7, Vig.
Dagsorden:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning ved Marianne Steglich
- Regnskab 2019/2020 og budget 2020
- Orientering om forventede aktiviteter i det kommende år
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
- Indkomne forslag
- Eventuelt
I generalforsamlingen deltog:
Claus Paaske, Folmer Larsensvej 8
Martin Galster, Stormlyvej 6
Line Glargaard, Folmer Larsensvej 16-18
Wivie Hansen, Stormlyvej 2
Ane-Marie og Bent Høgh, Folmer Larsensvej 1b
Margrethe og Svend Steffensen, Folmer Larsensvej 24
Niels Erik Birkbak, Folmer Larsensvej 12
Helle Gundersen, Folmer Larsensvej 4
Inge-Berete og Frank Østergaard, Folmer Larsensvej 11
I alt 9 matrikler var repræsenteret
Der var afbud fra Marianne Steglich, Stormlyvej 1, Frauke og Martin Boecking, Stormlyvej 4 og Charlotte Koldbye, Folmer Larsensvej 19.
Margrethe Steffensen, medlem af bestyrelsen, bød velkommen
Referat iflg. dagsordenen:
- Valg af dirigent og referent:
Ingen dirigent valgt.
Frank Østergaard, Folmer Larsensvej 11, var fungerende dirigent.
Inge-Berete Østergaard, Folmer Larsensvej 11, blev valgt som referent
- Bestyrelsens beretning:
Frank læste Marianne Steglichs skriftlige beretning, da hun selv pga sygdom desværre var forhindret i at deltage.
Marianne Steglichs beretning:
Uddrag af beretningen: Marianne håber at alt går vel på generalforsamlingen. Hun har meddelt Margrethe, at hun gerne stiller op igen. Der skal vælges 5 personer og suppleanter på generalforsamlingen. Vi skal huske kasserer og revisorsuppleant. Det største arbejde vil være at blive formand: Kontakt til kommune- nem-id ( e-boks)- bank - domæne - virk dk - hjemmeside -
Kassereren skal vedligeholde kartotek med medlemmer- e-mail oversigt - sende opkrævninger ud og lave regnskab - budgetter -
hjemmeside for foreningen.
Der er bestilling af grus til veje - eftersyn af veje -
Skal vi have et festudvalg, så vi mødes evt. kan mødes 1 gang om året eller er det nok at ses til generalforsamlingen, så håber vi på større opbakning. Skal vi hjælpe hinanden når der skal skæres planter ned, så vores vej bliver fremkommelig - vi har lidt problemer med meget høje træer og hække m.m. der er vokset helt ud til vejen, så det er svært at gå i rabatten. Der er visse steder problemer med høje træer, som muligvis kan forhindre udrykningskøretøjer - skraldebiler m.m. kan have svært ved at komme frem. Det er et problem for de fastboende øverst på Folmer Larsensvej. Det lader til at hjørnehækken ved ind/udkørsel til Klintvej er skåret noget ned, så vi bedre kan orientere os. Kommunen er indover. Der kan stilles mange spørgsmål og vi håber på et stort fremmøde, så vi kan få de ønsker der er. Vi håber at alle vil være med til at få videreført grundejerforeningen og vi vil meget gerne have hvis der er personer der kan og vil være med. Der står jo i vores skøder, at vi skal være med i en grundejerforening - så nedlægge den kan vi jo ikke.
Bestyrelsen har siden 1. august bestået af Margrethe Steffensen, Folmer Larsensvej 24, og Marianne Steglich, Stormlyvej 1, da formanden Ingmar Jørgensen, Folmer Larsensvej 11, fraflyttede d. 1. august 2020.
Fibernet: Alle, der havde ønsket fibernet har fået det, og grusvejene er retableret pænt efter nedgravningen.
Grus:
Normalt lægges grus ud hvert andet år, og der blev lagt grus ud d. 22. juni i år, dog har nedbøren været hård ved vejene. Alle er velkomne til at hente grus til udbedring af diverse huller, der ligger en mindre bunke på ulige-numre-siden af Folmer Larsensvej over for nummer 8, lige efter krydset Folmer Larsensvej-Stormlyvej, når man kører op ad vejen i retning fra Klintvej.
Nabohjælp:
Der har heldigvis ikke været indbrud siden opsætning af nabohjælpskilte. Alle der ikke allerede har tilmeldt sig nabohjælp, opfordres til det, se evt. mere her: https://nabohjaelp.botrygt.dk - kommunikationen mellem de tilmeldte er sikker og foregår i et lukket rum.
Hjertestarter:
Grundejerforeningen betaler til hjertestarteren, som er ophængt hos Min Købmand i Nyrup. Pga den direkte sol er det dog nødvendigt med hyppigere batteriskift, det fordyrer den årlige betaling. Der skal nok fra foreningen supplerende betales et beløb svarende til ca. 25 kr. pr. medlem.
Ny bank:
Bestyrelsen har overvejet et bankskifte for at mindske administrations-udgifterne. Der er særskilt forslag om at skifte fra Danske Bank til Dragsholm Sparekasse.
- Regnskab samt budget:
Margrethe forelagde 2019-regnskabet. Udgifter til servicegebyr til bank: 600 kr., indtægter: kontingent 6.300 kr. Da saldo for 2018 var 812,83 kr. blev saldo pr. 31.12.2019 på 7.112,83. Regnskabet blev godkendt.
Margrethe forelagde 2020-budgettet: indtægter ved kontingent: 6.900 kr., udgifter til servicegebyr til bank 600 kr. og udlægning af grus 12.000 kr., i alt udgifter på 12.600 kr. dvs. et underskud på 5.700 kr. Da saldo pr 31.12. 2019 var 7.112 kr. er den budgetterede saldo pr. 31.12.2020 nu på 1.412,83 kr., som også er det indestående beløb pr. den 19.9. Budgettet blev godkendt.
- Forventede aktiviteter.
Grus er tidligere udlagt hvert andet år, dvs. næste gang er planlagt til forår 2022; man var enige om at denne plan skal vurderes på generalforsamlingen i 2021.
- Valg til bestyrelsen:
Formand og kasserer vælges iflg. vedtægterne direkte på generalforsamlingen: Frank Østergaard, Folmer Larsensvej 11, blev valgt til formand og Niels Erik Birkbak, Folmer Larsensvej 12, blev valgt til kasserer. Marianne Steglich, Stormlyvej 1 og Margrethe Steffensen, Folmer Larsensvej 24 blev begge genvalgt, og Charlotte Koldbye, Folmer Larsensvej 19, blev indvalgt i bestyrelsen; Inge-Berete Østergaard, Folmer Larsensvej 11, og Martin Galster, Stormlyvej 6, blev valgt til suppleanter som henholdsvis 1. suppleant (Inge-Berete) og 2. suppleant (Martin). Wivie Hansen, Stormlyvej 2, blev valgt til revisor. Alle blev valgt enstemmigt og med applaus.
- Forslag:
Kontingentforhøjelse.
Iflg. den udsendte dagsorden var der forslag om forhøjelse af kontingentet for 2021 til 400 kr. om året, desuden kom der på generalforsamlingen forslag om en forhøjelse til 500 kr. Afstemning om en kontingentforhøjelse til 400 kr. blev vedtaget med 8 stemmer for og 1 stemme imod. Kontingentet for 2021 er derfor nu fastsat til 400 kr.
Bankskifte:
Forslaget om ændring af bank fra Danske Bank til Dragsholm Sparekasse pr. 2021 blev enstemmigt vedtaget. Udover lavere administrationsomkostninger betyder det også støtte til en lokal bank.
Dækning af udgifter til kontorhold samt afholdelse af generalforsamling:
Forslag om at foreningen betaler bestyrelsens foreningsrelevante, mindre udgifter til kontorhold: printerblæk, papir mm, måske et par hundrede kr., og udgifter til afholdelse af generalforsamlingen, måske op til ca. 500 kr., blev enstemmigt vedtaget.
Orientering om ny badebro:
Niels Erik Birkbak orienterede om planerne om etablering af badebro for enden af redningsvejen overfor Astavej. Der er tale om at man kan være personligt medlem af lauget, der er ikke medlemskab for husstande eller grundejerforeninger. Der er p.t. ca. 90 interesserede, og jo flere der er, jo billigere bliver det for den enkelte. Mod et kontingent på 10 kr. er man medlem frem til generalforsamlingen d. 18. oktober kl. 10 på Nykøbing skole på Grundtvigsvej. Se evt. mere her: https://nyrupbadebro.dk
Margrethe ønskede at bestyrelsen holder 2-3 møder om året.
Svend Steffensen genopfriskede reglerne for vedligeholdelse af vores veje og hække: der skal være 4,2 m frihøjde over kørebanen, max højde for hække er 1,8 m, dog 2 m hvis der er naboenighed, alle skal kunne færdes frit på veje, stier og “fortove”, rabatten er en del af vejarealet og bør være fri for beplantning, så der er plads til gående og den kørende trafik, renovations- og udrykningskøretøjer skal kunne komme frem. Alle opfordres til at sørge for at reglerne bliver overholdt, så det er nemt for al slags trafik at færdes i vores område. Bredde for vejbane og rabatter skal være 6 m.
Et muligt trafiksikkerhedsproblem ved udkørsel til Klintvej pga høje hække blev nævnt, opfølgning ift kommunen.
Niels Erik fortalte om “Danmark set fra luften”, som har mange interessante fotos fra vores dejlige område, man kan se mere her: www5.kb.dk/danmarksetfraluften/
Generalforsamling 2021 afholdes lørdag d. 29. maj kl. 13-15 i Vig aktivitetscenter.
Referent: Inge-Berete, Folmer Larsensvej 11