Udskriv
Kategori: Uncategorised
Visninger: 4

Referat af generalforsamling i grundejerforeningen Folmer Larsensvej/Stormlyvej d. 5. september 2026 kl. 10.30-12.30 i Odsherred Aktivitetscenter i Vig, Møllevej 7, 4560 Vig
 
Servitutten fra 1960 og regnskab for 2025 og budget for 2026 og 2027 er vedhæftet som selvstændige filer. Foreningens vedtægter som ændret på generalforsamlingen kan tilgås på hjemmesiden www.folmerlarsensvej.dk.
 
Tilstede: Martin SLV6, Line og Gilles FLV18, Nicolai FLV22, Charlotte og Mario FLV19, Michael FLV13, Niels Erik FLV12, Helle FLV4, Ane-Marie FLV1B, Frank og Inge-Berete FLV11.
I alt 12 beboere var til stede, og 9 matrikler var repræsenteret.
 
Dagsorden:
1. Velkomst
2. Præsentation 
3. Valg af dirigent
4. Valg af referent
5. Godkendelse af dagsorden
6. Bestyrelsens beretning 
7. Regnskab
8. Indkomne forslag: forslag om vedtægtsændring samt forslag til datoer for vejdag og generalforsamling i 2027.
9. Forelæggelse af bestyrelsens budget for indeværende og efterfølgende år 
10. Fastlæggelse af kontingent, gebyrer, honorarer mv. for efterfølgende år
11. Valg af formand, kasserer, øvrig bestyrelse og suppleanter samt revisor
12. Eventuelt
13. Tak for i dag
 
ad 1. 
Frank, formanden, bød velkommen til generalforsamling 2026.
 
ad 2. 
Alle deltagere præsenterede sig.
 
ad 3. 
Bestyrelsens forslag om Frank som dirigent blev vedtaget.
 
ad 4. 
Bestyrelsens forslag om Inge-Berete som referent blev vedtaget.
 
ad 5. 
Bestyrelsens forslag til dagsorden blev godkendt.
 
ad 6. 
Frank aflagde bestyrelsens beretning og konstaterede at indkaldelsen er udsendt med tre ugers varsel på mail, i facebookgruppen og har stået på vores hjemmeside www.folmerlarsensvej.dk

Vi er 31 matrikler, 28 kontingentbetalende i 2026, en enkelt beboer har trods flere henvendelser ikke betalt kontingent. De to sidste matrikler er ubeboede, og der opkræves derfor ikke kontingent.

I oktober 2025 blev der lagt grus ud, hvilket især var påkrævet på de skrånende dele af vore veje, dvs. på Folmer Larsensvej nærmest Klintvej, på Folmer Larsensvejs lille stikvej mod nord ved nr. 1a og på Stormlyvej, især nærmest Stormbakkevej.

Vi havde en vellykket vejdag lørdag den 20.6. hos Martin fra SLV6, vi fik klippet ud til vejen og fyldt huller op med grus, mange tak til Martin i nr. 6 for husly, lækker kringle mm., og også mange tak til Martin fra SLV4 der ufortrødent knoklede på mens andre fik afsluttet nødvendig snak/ planlægning.

Vi har fornyet domæne og simply.com til hjemmesiden. Brugernavn og kode til brug især til at tilgå medlemslisten på hjemmesiden kan fås ved henvendelse til formanden, øvrige oplysninger på hjemmesiden folmerlarsensvej.dk kan tilgås åbent uden brugernavn og password.

En del beboere og medlemmer af vores forening er med i Facebookgruppen for Folmer Larsensvej/Stormlyvej som fungerer og p.t. har 24 medlemmer. Hvis man som medlem af foreningen ønsker at være med i facebookgruppen, kan man blot henvende sig til formanden herom.

Der er indkommet et ændringsforslag til vedtægterne. Formålet med forslaget der fremsættes af Frank, er at lukke den 'kattelem' der er i vedtægterne med deres nuværende formulering som uheldigvis åbner mulighed for at man kan unddrage sig betaling af kontingent hvilket man som grundejer på vore to veje ellers i følge tinglyst servitut fra 1960 er forpligtet til.

Forslag til kontingent: bestyrelsen foreslår en kontingentnedsættelse fra 400 kr. til 300 kr. i 2027, da foreningens økonomi er sund, og da der står en tilpas stor sum som buffer på kontoen til at kunne dække en ekstra omgang grus i tilfælde af kraftig regn eller skybrud, og da det ikke er meningen at foreningen skal akkumulere en større formue.

Forslag til dato for vejdag 2027: lørdag den 19.6. Forslag til dato for generalforsamling 2027: lørdag den 4.9.

Bestyrelsesarbejdet er varetaget via mails og et enkelt fysisk møde forud for generalforsamlingen.

I bestyrelsen valgtes/genvalgtes sidste år Frank Østergaard (formand, FLV 11), Martin Galster (vistnok næstformand, helt sikkert SLV 6), Niels Erik Birkbak (kasserer, FLV 12), Line Glargaard (bestyrelsesmedlem, FLV 16-18), Frauke Boecking (bestyrelsesmedlem, SLV 4). 

Claus Paaske (FLV 8) og Helle Gundersen (FLV 4), begge valgtes som suppleanter i 2024 (men ikke i 2025).

Revisor er Ane-Marie Høegh (FLV 1B). Der blev ikke på generalforsamlingen sidste år valgt nogen revisorsuppleant. Alle fem i bestyrelsen modtager genvalg. 

Beretningen blev enstemmigt godkendt.

ad 7. 
Niels Erik, kasserer, gennemgik regnskabet for 2025. Gebyrposten på 515 kr. er betaling til Dragsholm Sparekasse der benytter platformen Unioo der på vegne af banken indhenter oplysninger om foreningen, om bestyrelsen, seneste generalforsamlingsreferat mv. mhp at sikre korrekte og ajourførte oplysninger om foreningen som led i lovpligtig bekæmpelse af hvidvask.
Regnskabet blev godkendt.
 
ad 8. 
Frank fremlagde sit forslag om vedtægtsændring af §3, stk. 1, 3. sætning, som er “kattelemsparagraffen” der giver en grundejer mulighed for at unddrage sig det servitut- og vedtægtsmæssigt bestemte, pligtige medlemskab af foreningen blot ved at undlade at betale kontingent og ved ikke at vise interesse for foreningen f.eks. gennem fremmøde på en generalforsamling. Sætningen lyder:
"De omfattede parceller indtræder dog først i grundejerforeningen, når nuværende ejer (pr. 24. november 2012) har tilkendegivet dette, fx ved deltagelse i en generalforsamling." Sætningen foreslås strøget da den er i strid med en tinglyst servitut om pligtigt medlemskab fra 1960. Der er i bestyrelsen tilslutning til forslaget der vil kræve kvalificeret flertal (⅔) på generalforsamlingen for at blive vedtaget.
 
Forslaget om denne vedtægtsændring blev enstemmigt vedtaget.
 
Det blev desuden enstemmigt vedtaget at vejdag 2027 bliver d. 19. juni og at generalforsamling 2027 afholdes d. 4. september.
 
Efter diskussion blev det enstemmigt vedtaget ikke at nedsætte kontingentet for 2027, men at fastholde det nuværende på 400 kr. til sikring af uforudsete udgifter.
 
ad 9.
Niels Erik gennemgik forslag til budget 2027. 
Efter vedtagelse af vedtægtsændringen var man enige om at budgettere med opkrævning af kontingent fra i alt 29 af foreningens 31 matrikler i 2027 (idet to ubebyggede matrikler er kontingentfritaget).
 
ad 10.
Niels Erik fremlagde bestyrelsens forslag til budget for 2027.
Budgettet blev tilrettet med kontingentopkrævning fra 29 matrikler.
Det blev besluttet at foreningen fortsat ikke budgetterer med gebyrer og honorarer.
Budgettet blev derefter vedtaget.
 
ad 11.
Alle bestyrelsesmedlemmer var villige til at modtage genvalg.
Da der ikke var andre kandidater blev alle genvalgt med bifald og ros. Helle FLV4 blev valgt som (eneste) suppleant. Ane-Marie genvalgtes som revisor.
 
ad 12.
Helle omtalte et loppemarked denne sommer på Folmer Larsensvej. Vi var enige om at det naturligvis er helt i orden med loppemarkeder, men at det også henstilles at de afholdes under visse, nærmere rammer.
Frank går videre med en henstilling vedr. loppemarkeder.
 
Ønsket om en nedsættelse af højst tilladte hastighed på Klintvej blev endnu en gang fremsat. Frank fortalte at bestyrelsen tidligere har henvendt sig til de øvrige grundejerforeninger i området mhp. en fælles henvendelse til kommunen, dog uden reaktion fra de øvrige foreninger. Derefter har han på vores grundejerforenings vegne skrevet til kommunen, som gav et noget henholdende svar på ønsket om fartnedsættelse fra 60 til 50 km.
Antallet af Nyrups fastboende borgere og trafikforholdene ved Min købmand er et argument for opsætning af et bymæssig-bebyggelse-skilt, dvs. en fartsænkning til 50 km.
/: Frank går videre med ønsket om nedsættelse af hastigheden på Klintvej (bymæssig bebyggelse) over for kommunen.
 
ad 13.
Generalforsamlingen sluttede lidt før kl. 12.30 med deltagernes ros til bestyrelsens arbejde.
Frank takkede alle for god ro og orden.
 
Vedh: tinglyst servitut fra 1960
samt regnskab og budget