Referat af Stiftende generalforsamling den 24. november 2012 i
Grundejerforeningen Folmer Larsensvej og Stormlyvej
Ved skrivelse dateret 31. oktober 2012, som Ingmar Jørgensen har fremsendt pr. mail og brev til ejerne af eller omdelt til postkasserne på de berørte parceller senest den 3. november 2012, blev der indkaldt til stiftende generalforsamling lørdag den 24. november 2012 kl. 11.00 på Folmer Larsensvej 11 med følgende forslag til dagsorden bilagt forslag til vedtægter:
- Valg af dirigent
- Registrering af fremmødte parceller inklusive eventuelle fuldmagter
- Fastlæggelse og vedtagelse af vedtægter for grundejerforeningen
- Valg i henhold til de vedtagne vedtægter (formand, kasserer, bestyrelsesmedlemmer, revisor og suppleanter)
- Eventuelle forslag
- Fastlæggelse af kontingent
- Eventuelt
Ingmar Jørgensen bød velkommen, takkede for det store fremmøde og redegjorde for behovet for oprettelsen af en grundejerforening for Folmer Larsensvej og Stormlyvej.
Det blev besluttet at gennemføre generalforsamlingen uden valg af dirigent og i øvrigt i henhold til den foreslåede dagsorden.
Ingmar Jørgensen oplyste indledningsvis, at der var modtaget fuldmagt fra Poul Otto, Stormlyvej 3. Der forelå også afbud til generalforsamlingen fra Anni og Henning Christensen, Folmer Larsensvej 8 og Grete Strauss, Folmer Larsensvej 22, men med tilkendegivelse om at ville indtræde i foreningen.
Herefter blev de fremmødte deltagere registreret:
Lisbeth og Svend Erik Pedersen, Folmer Larsensvej 1A
Bent og Ane-Marie Bjerre Høgh, Folmer Larsensvej 1B
Jørgen Ludvigsen, Folmer Larsensvej 4
Yvonne og Benny Ohlsen, Folmer Larsensvej 5
Ingmar Jørgensen. Folmer Larsensvej 11
Ette Berg, Folmer Larsensvej 13
Niels Ellitsgaard, Folmer Larsensvej 17
Kaj Hansen, Folmer Larsensvej 20
Svend og Margrethe Steffensen, Folmer Larsensvej 24
Marianne og Rolf Steglich, Stormlyvej 1
Wivie og Henrik Hansen, Stormlyvej 2
Poul og Ulla Otto, Stormlyvej 3
Forslaget til vedtægter blev gennemgået paragraf for paragraf og af drøftelserne skal især fremhæves: Ad § 1: Der er 31 nummererede parceller på Folmer Larsensvej og Stormlyvej. 2 af parcellerne (Folmer Larsensvej 15 og 19) har samme ejer, som har oplyst, at være medlem af GF Stormbakken. Derudover har ejeren af Stormlyvej 8 oplyst også at være medlem af GF Stormbakken. Det indebærer at foreningens medlemstal kan være på mellem 28 og 31.
Ad § 2: Foreningens formål blev grundigt diskuteret, bl.a. på baggrund af et forslag fra Jørgen Ludvigsen om, at tilføje følgende tekst: ”samt værne om miljøet med hensyn til støj- og luftforurening” til ”§ 2, 3. pkt: ”at varetage andre fælles interesser for medlemmerne, fx med hensyn til overholdelse af servitutter og bygningsbestemmelser.” Der var bekymring for, hvorvidt dette kunne munde ud i en slags ordensreglement, hvor der fx blev fastsat tidsrammer for græsslåning osv. Det blev derfor i stedet besluttet at formulere teksten således: ”at varetage andre fælles interesser for medlemmerne med hensyn til overholdelse af gældende lovgivning, servitutter og bygningsbestemmelser”.
Med hensyn til vedligeholdelsen af vejene var der opbakning til, at man nøje skal vurdere behovet for udbedringer i forhold til det kloakeringsarbejde, som vi ved skal gennemføres om ganske få år.
Ad § 3: I udkastet til vedtægter var det anført, at de omfattede parceller først indtræder i foreningen, ”når nuværende ejer har tilkendegivet dette, fx ved deltagelse i den stiftende generalforsamling”. I henhold til deklaration på ejendommene, er ejerne forpligtede til at indtræde i foreningen. Når foreningen nu bliver stiftet, giver det ikke mening at opretholde ordet ”stiftende”.
Ad § 4: Det blev besluttet at første ordinære generalforsamling skal afholdes i maj måned 2013 og herefter hvert andet år. Hermed vil bestyrelsen få lejlighed til at få startet foreningen op, etableret bankkonto, registrere medlemmer mv.
Ad § 8: Kontingent for det indeværende kalenderår vil blive opkrævet i maj måned, første gang i 2013. Der opkræves ikke kontingent for 2012.
Vedtægterne blev herefter godkendt og de vedlægges som bilag til referatet.
Man gik herefter videre med valg efter vedtægterne, der blev afsluttet således:
Formand: Ingmar Jørgensen, Folmer Larsensvej 11 Kasserer: Bent Høegh, Folmer Larsensvej 1B
Bestyrelsesmedlem: Lisbeth Pedersen, Folmer Larsensvej 1A Bestyrelsesmedlem: Henrik Hansen, Stormlyvej 2
Revisor: Niels Ellitsgaard, Folmer Larsensvej 17
Da valgperioden i første omgang alene er et ½ år, hvor bestyrelsen primært skal ordne de praktiske ting i forbindelse med etableringen af foreningen blev det besluttet ikke at vælge suppleanter.
Det blev foreslået allerede nu at fastlægge datoen for generalforsamlingen i maj, men af praktiske årsager blev det overladt til bestyrelsen at finde en lørdag formiddag kl. 11.00 i maj måned 2013.
Endelig blev der fastlagt kontingent for det kommende år (2013). Der var enighed om at fastsætte beløbet til 500 kr. Der vil givet være behov for visse startomkostninger og med en fastlagt ramme for det kommende år, vil bestyrelsen kunne fremkomme med et forslag til budget på generalforsamlingen i maj.
Afslutningsvis blev der takket for den positive stemning og for den gode måde generalforsamlingen blev afviklet på.
